Klatring er på mange måder en anarkistisk sport, hvor man kan gøre som man vil, frigøre sig fra regler og normer og tage de useriøse sider af livet seriøst.
På den anden side er klatresporten i kraft af sin natur nødt til at have gode sikkerhedsuddannelser, og begyndere skal have mulighed for at modtage kompetent undervisning, så de lærer at begå sig i det vertikale element.
Kunsten er altså at tilbyde instruktøruddannelser, som forbereder de nye instruktører til rollen både som sikkerhedsansvarlige og som ambassadører for sporten.
I denne artikel forklarer vi baggrunden for de nye uddannelser, som Dansk Klatreforbund vil udbyde i fremtiden.

Nye tider – mange nye klatrere
På verdensplan er klatring inde i en rivende udvikling i disse år. IFSC  estimerer, at 3000 mennesker prøver at klatre for første gang, hver dag! I alt er der 25 millioner klatrere i verden.
I Dansk Klatreforbund har vi nået et imponerende medlemstal på 6300. Klatring er altså ikke længere en lille nichesport, vi er på vej til at blive en betydelig og anerkendt sport.
Enhver, der har klatret på Kullens nordkyst eller andre smukke, men mennesketomme steder, kan regne ud, at det ikke er alle disse klatrere, der også finder vej ud på klipperne. Det er de mange nye klatrehaller, som står for den store vækst i medlemstallet.
I mange lande udøver flertallet af klatrere udelukkende sporten på kunstige klatrevægge. Det gælder naturligvis i flade Danmark, men det gælder også i en stor klippeklatrenation som England. Dette betyder, at både forbund og klubber i fremtiden skal tænke anderledes, end vi tidligere har gjort, hvis vi skal udvikle sporten.
Hvorfor nye uddannelser?

”Vi har fået bygget en klatrevæg på vores skole, og nu skal vi have uddannet gymnastiklærerne til klatreinstruktører. Hvornår ligger næste kursus?”
Sådan et spørgsmål hører vi ugentligt på Dansk Klatreforbunds kontor. Den gode nyhed er, at der er stor interesse for klatring i skole- og institutionsverdenen. Den dårlige nyhed er, at vi hidtil ikke har kunnet hjælpe de mange lærere og pædagoger, som gerne vil lave klatreaktiviteter med børn.
For at blive VKI’er skal man lære at føre ruter, man skal have interesse i at bruge sin fritid på at klatre, man skal på klatreture til Kullen eller boltede klipper … og når man har opnået den fornødne erfaring, skal man finde en VKI’er, som gider at afholde et kursus.
I realiteten har vi altså ikke et tilbud, som passer til dem, der gerne vil bruge simple klatreaktiviteter som et pædagogisk værktøj eller som en anderledes sport i idrætstimerne. Derfor er det desværre meget almindeligt, at lærere og pædagoger får et S1-bevis og derefter går i gang med at klatre med ungerne. Problemet med dette er, at S1-kurset er rettet mod egenfærdighed og ikke forbereder kursisten på rollen som instruktør.
Det har været et ønske fra Dansk Klatreforbunds side at skabe en uddannelse, som er tidsmæssigt overkommelig, som er målrettet de relevante aktiviteter, og som klæder kursisterne på til at gennemføre bouldering og toprebsklatring med grupper af nybegyndere på en sikker og inspirerende måde.

”Jeg er medlem af en klatreklub, og jeg vil gerne være instruktør. Der er ikke nogen kurser i klubben lige nu, hvordan kan jeg så blive instruktør?”
Dette spørgsmål får vi næsten lige så hyppigt, og svaret er alt for ofte, at det næste kursus ligger i en helt anden landsdel, eller at der slet ikke er kurser i øjeblikket.
Det skal naturligvis være muligt at blive instruktør, hvis man er medlem af en klub og gerne vil opgradere sin viden. Hvis vi ikke kan facilitere instruktøruddannelser, går vi glip af gode frivillige kræfter, og vi opnår ikke det kompetenceløft, som uddannelse altid tilfører en klub.
Målet har altså været at skabe en uddannelsesstruktur, som kan gøres tilgængelig for mange flere. Og gerne en uddannelse, som er mere målrettet de opgaver, en instruktør typisk skal løse i klubben.

”Jeg vil gerne begynde at gå til klatring, hvornår har jeres klub et begynderhold?”
Klatring er ikke ligesom fodbold eller gymnastik eller andre mere etablerede idrætter (og det skal vi heller ikke være). I mange klubber har det for eksempel været vanskeligt overhovedet at begynde at klatre.
Rookies har som regel kunnet få et sikringskursus, men hvad gør man så, hvis man ikke kender nogen i klatremiljøet, men gerne vil træne sammen med andre begyndere under kyndig vejledning?
Før i tiden måtte man finde en klatremakker (typisk en anden newbie med lige så dårlig klatreteknik, som man selv havde), og så måtte man prøve at efterligne ”de gode”.
Mange klatreklubber har heldigvis lavet glimrende introduktionsforløb, og der er ingen tvivl om, at det skaber et positivt klubmiljø, drager de nye medlemmer ind i det frivillige arbejde, fastholder medlemmerne i klubben – og skaber dygtigere, mere sikkerhedsbevidste klatrere.
Vi tror på, at en instruktør skal være uddannet til at varetage undervisning af begyndere. Også de dele af klatring, som ikke handler om sikkerhed og knuder, men om de rent sportslige ting.
Betyder det så, at alle instruktører skal til at være træneruddannede, jagte grader, tage tusinde pullups før morgenmaden osv.? Nej, men det giver mening at lægge mere vægt på pædagogik, holdstyring og klatreteknik, end vi hidtil har gjort.
I det hele taget arbejder Dansk Klatreforbund på at hjælpe klubberne med at skabe tiltag, som kan hjælpe og fastholde nye klatrere. For eksempel er Træner 1-uddannelsen ændret, så den er lettere tilgængelig, og vi har lavet KALK-værktøjet, som viser klatreteknikker og giver forslag til træning.

Hvordan ser de så ud, de nye uddannelser?
Helt grundlæggende erstattes det nuværende sikringskursus, S1-kurset (topreb og føring), af to sikringskurser: Kursus 1 (topreb og bouldering) og Kursus 2 (føring).
Denne struktur benyttes allerede i mange klubber. Man kan sagtens slå de to kurser sammen. Det er også en mulighed at stille krav om en vis mængde egentræning mellem de to kurser (som man gør i Århus Klatreklub).
Instruktørkurserne deles op, så indholdet af VKI’en deles ud på tre kurser – derudover tilføres der undervisning i pædagogik og klatreteknik, og der tilføjes enkelte rebteknikker, som ikke findes i VKI-uddannelsen.
De nuværende VKI’ere indplaceres som Instruktør 2 (og som Instruktør 3, hvis de tager en lille prøve i de ekstra ting).
VKI-uddannelsen udfases over de næste par år.

Hvis man klatrer jævnligt og har styr på at sikre og føre ruter, kan man sagtens springe Instruktør 1 over. Det laveste niveau er ikke tænkt til personer, som allerede er hooked på sporten.
Kursusstandarden for Instruktør 1 kan findes her. Og standarden for Instruktør 2 findes her. Instruktør 3 bliver testet og skrevet færdig i løbet af efteråret.