- et tilbageblik på mine klatresko gennem 34 år

Michael Hjorth fortæller om klatreskoenes rolle i sportens udvikling

Tekst og fotos: Michael Hjorth

For nogle måneder siden kom jeg forbi en klatreforretning, som havde et par Sportiva TC Pro stående på hylden. Sportiva passer min fod som en hånd passer i en blød gedeskindshandske, og et kort øjeblik senere følte jeg en vis samhørighed med tusinder af skohungrende kvinder: Verdens måske dyreste sko måtte jeg eje!

Vel tilbage i B&W fik jeg anderkendende nik fra trad-juntaen:

”Nå, du har nok fået dig et par af Tommy’s Træsko?!”

Træsko…!??

TC Pro er designet af den californiske granitguru, Tommy Caldwell. Skoen inkorporerer alle de kvaliteter, som en Yosemitefriklatrer måtte søge: Kantstivhed uden at miste smear-evne, høj slidstyrke uden at miste føling, beskyttelse af anklerne uden at hæmme bevægelighed. TC Pro oser af trad, riss og lange ruter. Og træder langt ved siden af sport, huller og stejl kalk og klatrevæg. Afgiver faktisk et lydeligt ”KLONK”, når man placerer dem på trinnet…!

Nu sidder jeg således med et par sko, som næppe bliver slidt op de næste mange år, og det får mig til at tænke på de andre sko, som jeg har haft, siden jeg købte mit første par, EB Super Gratton.

Det er ikke fordi, jeg har haft så mange. 20 par helt præcist (jeg kan huske dem alle), og således med en gennemsnitslevetid på lidt over 1½ år per par. I det tidsrum har udviklingen gået fra EB’ens 30-årige verdensdominans over forskellige producenters dårlige forsøg på at bryde monopoloet, indtil det spanske højfriktionsgummi tog død på de franske ’frigger’. I rigtig mange år har italienske skoproducenter domineret markedet, og både Asolo og La Sportiva har været blandt mine absolutte favoritter. Her er et udpluk af mine bedste – og værste – sko med angivelse af den omtrentlige årrække, hvor de har været i min besiddelse:

EB Super Gratton (1980 – c. 1985)

EB’er fra den tid, hvor det hed friktionsstøvler i modsætning til ’klatrestøvler’, som var helstive bjergstøvler. De var lavet i blåt lærred med ruskindsforstærkning og med en læst, der var så symmetrisk, at når der var slidt hul i den forreste inderside af at kante på lister, så kunne man bare bytte dem over, venstre-højre. EB står for Edouard Bourdonneau, der udviklede skoen i 50’erne, og de var totalt dominerende på markedet. Eneste lille konkurrent var de grønne PA’er og måske RD’erne. Flere af mine venner dengang elskede deres EB’er. Jeg hadede mine, de passede mig ikke. Der var flere floppy luftlommer, selvom skoen klemte rædselsfuldt andre steder, og det undrede mig i mange år, at fx løbeskosproducenter, som havde godt styr på pasform, ikke gik ind i klatreskosproduktion. Men vi var sgu nok for få købere til at interessere Adidas og Nike.

Nuvel, jeg gik et par af tidens hårde ruter i dem: Førstebestigningen af Tornerose på Kullen, onsight, ground up og i marts måned. ’Marts’ betød dengang ’utrænet’, før klatrevægge og indendørstræning om vinteren. Og førstebestigning af Petrogenese på Testoverhænget.

Hanwag Crack Special (c. 1985)

Et tysk forsøg på at bryde EB’ernes dominans med disse rød-gule støvler gik ikke særlig godt. Jeg hoppede dog i dem med begge fødder og fortrød. De var kun et nummer bedre end svømmefødder, og mit forsøg på en 2. bestigning af Tornerose endte i rebet. Jeg kunne stå på lige præcis nada!

Boreal Fire (1986)

Den Spanske Revolution! Klatresporten har bevæget sig fremad i diskontinuerte spring primært på grund af tekniske innovationer. Herzogs karabiner, Eckensteins steigeisen, Chouinards isøkser, Jardine’s Friends. Og Boreals Firé [Fee Ray], der af tidskriftet Outside er kaldt det mest indflydelsrige udstyr i klatresportens historie. De blev designet i 1979 med en specialudviklet gummitype, som Boreal havde fået fra racervognsdæk. Det var dog først da den amerikanske klatrer John Bachar i 1982 fik et par på prøve, og måske særligt da han nødtvunget lånte dem kortvarigt til englænderen Jerry Moffat, at rygtet om deres friktionsevner blev spredt. Herefter var intet som før! Flere mente, at ruter skulle graderes med/uden Firé, men resultatet blev som altid: Innovative klatrere brugte innovativt gear til at gå endnu hårdere ruter.

Jeg selv kom sent ind i game’et. Som EB’erne passede Firé mig dårligt. De havde en markant syning ned over lilletåen, og jeg kunne slet ikke udholde de små størrelser, som var nødvendige for at modstå deres store stretch. Ingen succes for mig, men så var det jo heldigt, at man kunne købe et par:

La Sportiva Mariacher (1986-1988)

Midtfirsernes hotteste sko (selvom den stadig var en støvle)! Designet af en eliteklatrer for eliten. Alle hot shots’ene i Mountain Magazine brugte dem, og jeg MÅTTE eje dem! Jeg fik Jan Elleby i hedengangne Rainbow Mountain Equipment i Kildevældsgade til at hente et par hjem. Som den første i klubben, he! Højfriktionsgummi, læder med lærredsfoer og en form, der passede mine fødder perfekt! Jeg husker ikke længere, hvilke fremskridt jeg gjorde på hvilke ruter. Men jeg havde dem på i en DR udsendelse i 1986, hvor jeg solo’er en rute på Palnatoke, Kullen.

Sportiva fortsatte i mange år med at producere denne sko, og som det ofte går med unikke innovationer, bliver de hver mands eje. Efter at være en sko for eliten blev Mariacher efterhånden markedsført af Sportiva som en allround sko for begyndere. Der var dog stadig enkelte eliteklatrere, der holdt fast, Peter Harremoës, for eksempel. Han klatrede i 1992 Lynet, 8+ trad, med disse sko, og han benyttede dem længe efter denne skelsættende nybestigning. Jeg overhørte en gang et par klatrere, der iagttog Moës på klatrevæggen: ”Hold kæft, se ham der, hvordan kan han klatre så hårdt i sådan nogle gamle begyndersko…!?”

Ak, det var sko, der var med til at bryder grænserne fra 8a mod 8b!

Asolo Runout (1989-93)

I slutningen af 80’erne fik jeg arbejde i Ski & Tøj (nu Fjeld og Fritid), som var importør af det italienske skomærke Asolo (efter den smukke by i Dolomiterne). Det var derfor helt naturligt, at jeg fik et par af deres førende sko Runout, som nu virkelig var en ”sko” med meget lave sider og stor bevægelsesfrihed. Skoen prydede i de år de overordentligt pæne ben på franske Isabelle Patissier, hvilket gjorde valget endnu lettere. Igen et par helt fantastiske sko for den tid! Stiv forsål og smal føjelig bagfod. Jeg klatrede flere gode granitruter i dem, Deja Vue (en vue!), Dr. Strangelove, Titanic. Perfekt til disse ruters lodrethed og smalle lister, som Runout’en stod på som en lille platform. Jeg havde to par af dem, blandt andet fordi holdbarheden var elendig. Indersålen gik løs, syninger sprak.

Dødsstødet fik de i 1993 i Buoux, hvis huller de slet ikke var designet til. Når man stak tåen ind, bøjede den stive forfod i svangen, og efter vægtstangsprincippet røg foden af! Ud med dem, og ind med noget mere moderne.

Boreal; Ninja, Laser, Vector og Matrix (1989-2007)

Efter Firé’ernes succes tog Boreal fat i en udvikling fra førerpositionen: Ninja’en var markedes første slippers, og jeg købte mine i Chamonix i 1989. Mere fordi de var sjove at eje. De var så lette og bløde, at man kunne have dem i lommen. Jeg klatrede ikke specielt godt i dem, mine fødder og tæer var ikke trænede og stærke nok til den frihed. Men de smearede fænomenalt, og jeg brugte dem meget. På den tid (slut firserne) var klatring bag hovedbanegården populært. Det er en 20 m lang sandstensvæg med fine fingerhuller og smears til fødderne. Jeg kom ofte direkte fra arbejde (eller i frokostpausen), og med sko og kalk i skuldertasken kunne man let tage et par 6c traverser eller seks på denne glimrende væg. Og det lykkedes mig at bringe en militant ungdomsskoleleder i forlegenhed, da jeg soloede Den Lille Skorsten på K2 nedad, efter han foran sine elever havde opgivet at komme op ad den på topreb. Som en af eleverne sagde: ”Se ham der, i SUTSKO…!”

Laser’en var udviklet i samarbejde med Jerry Moffat. Det var i princippet en Ninja med snøre og lidt stivere sål. Igen en fantastisk sko, hvis lyserøde farve tydeligt sås på alle reklamer og på alle de bedste klatrere. Jeg måtte have et par, og igen: Mine bedste sko! Sportsklatring på huller var nu noget helt andet end dengang med Runout’en, og samtidigt kunne man smeare ud over de granitlister, som karakteriserer vores svenske klipper.

Ikke længe efter fulgte endnu en Boreal innovation: Stejltstillede tæer og den fantastiske Vector! Som Ron Kauk så rigtigt sagde i en Borealreklame: ”They are like small Ferraris on my feet”. Med Vector klatrede jeg mine bedste ruterpræstationer: Freak Brothers på Kullen og Hurtigruten på Bornholm, begge i 1993. Herefter fulgte Boreal Matrix, der som de øvrige Borealsko passede mine fødder fuldstændigt uden at klemme nogetsted og uden det mindste svup eller død-rum. Dem havde jeg flere par af, og genforsålede endda enkelte.  Forøvrigt skal jeg ikke kunne sige, om det var Boreal, der opfandt de stejltstillede tæer, andre producenter kan have været der før. Men det var en innovation og for mig en mindre åbenbaring: Mine tæer er lange og ikke nødvendigvis superstærke. Men når de krummes og pakkes ind, kan de ”crimpe” på lister med en langt højere styrke og præcision. Hvor man tidligere kantede med indersiden af forfoden, blev fokus med denne skokonstruktion flyttet frem på foden, hvilket ikke mindst på kalk og huller var en stor fordel. Mere om det i næste afsnit:

La Sportiva, slippers, Solution og TC Pro

I midtnullerne forsvandt Boreal ud af det danske marked og mine fødder manglede sko med pasform. Efter et par udflugter hos fx. Scarpa, som ikke passer mig, indhandlede jeg hos Lasse Hjortnæs et par af Sportivas slippers (husker ikke deres produktnavn), og på Sundholms overhæng gav det god mening. Tæerne var naturligvis stejltstående, men sålerne var samtidigt så tynde, at jeg kunne gribe med tæerne om grebene og holde mig inde på stejl klatring! Jeg er sikker på, at jeg med den opdagelse steg flere sværhedsgrader, i alt fald på det stejle! På granit gik det ikke så godt, her var de simpelthen for bløde og tyndsålede. Men de var komfortable selv i små størrelser, og jeg klatrede blandt andet ”Klin” 300 m 6c i Kroatien (med Hans Brauner) i dem.

Det var derfor ikke det store spring for mig at gå tilbage til Sportiva, da jeg i den lille klatrebutik i Starigrad, Kroatien i 2007 så et par Solution på tilbud i min størrelse. Ekspedienten kiggede skeptisk på den aldrende kunde og sagde, at det var en sko til ekstrem klatring! Hvilket naturligvis kun ansporede! Intet har siden været det samme.

La Sportivas Solution er en radikal og agressiv sko. Jeg vil være så fræk at påstå, at dens innovative design kan sidestilles med opfindelsen af både steigeisen, karabinen og frienden – og kun overdrive en anelse! Skoen er opbygget som mange andre med et såkaldt slingshot gummibånd, der går fra forsålen bag om hælen. Forskellen er, at på Solution er dette bånd stift og det går i et kryds under svangen. Samtidigt er forsålen og svangen negativt krummet som en omvendt skål. Det har den forunderlige egenskab, at når skoen belastes i spidsen, så strammes forsålen op, understøttet af slingshot-randen og den meget stive hælkop. Selve sålen er ikke stiv, men derimod tynd og blød som en slipper. Vi har altså at gøre med en sko, der er stiv til lister, blød til smears, spids til huller og kroget til overhæng – på en og samme gang! Og lige så vigtigt, det er egenskaber, der i modsætning til ældre typer af stive sko ikke forsvinder med tiden. Jeg har omforsålet Solutions to gange, uden at de mistede stivhed – eller blødhed.

Solution har ændret min klatrestil. Tæerne er naturligvis stejltstillede, så forfoden er stærk. Da skoen samtidigt er spids, klatrer jeg nu med nålestikspræcision på de mindste trin med skoen vinkelret på klippen. En platform af beton; som fronttakker i hård firn! Skulle trinnet blive for småt og rundt, kan man blot smeare det! Og på overhæng naturligvis hooke med sålen. Aldrig tidligere har jeg kunnet lave drop-knee med en sådan præcision og effekt. Man placerer skoen på trinnet vinkelret til væggen, vrider knæet indad, og skoen/foden trækker kroppen ind mod væggen og op. Jeg kan ind i mellem stadig overraskes af effekten. Har jeg skrevet det tidligere? Min bedste sko – EVER! Jeg er nu på det tredje par og syvende par såler.

Solution er i sin grundform designet til bouldering, stejl kalk og stejl indendørs klatring. For mig fungerer den perfekt på svensk sportsgranit også. Men i riss er den ikke god. De stejlstående tæer er i vejen, og det hele gør bare ondt, mere end nødvendigt.

Det bringer mig således tilbage til indledningen og Sportiva TC Pro. Jeg synes, granit er den ædleste af alle klatreklippetyper og lange granitriss den smukkeste form for klatring. Det er ikke der, jeg præsterer bedst, desværre. Men jeg håber stadig, og måske Tommy Caldwell og hans sko kan lære mig det!? Flest friruter på El Cap, han må vel for fanden vide, hvordan man laver granitsko…!?

Men granitklatring ER old school. Det er stive såler, kantning med indersiden og smears. Det er ankelstøtte; det er næsten ”friktionsstøvler” som i mine unge dage. Og det er ikke huller, tåhooks og drop knee.

Jeg må gå et par grader ned og genlære stilen; de TC Pro er for dyre til, at jeg kan smide dem ud!

Michael Hjorth

2014

Michael Hjorth begyndte sin klatrekarriere i 1980, og han er stadig aktiv på både plastic og klipper.
Læs mere om hans oplevelser på hans egen hjemmeside.