bouldering

Bouldering er klatring uden reb og sele. Ordet kommer af engelsk (boulder = stor sten). Når man bouldrer, klatrer man i så lav højde, at man kan hoppe ned og lande på en madras uden at komme til skade.
En boulderrute hedder et “problem”. Fordi boulderproblemer er relativt korte, kan man lave meget hårde og tekniske bevægelser, og man kan prøve dem mange gange. Det handler altså om at lave de hårdeste og mest spektakulære bevægelser. Derfor er det også en god måde at lære teknik på.
Som regel er bouldering en meget social disciplin. En hel gruppe klatrere kan arbejde på det samme problem og give hinanden støtte og hjælp til at lykkes.
Når man bouldrer, har man ofte brug for en “spotter”, det vil sige en makker, som kan støtte med hænderne på lænd eller skuldre, når klatreren falder. På den måde sikrer man, at klatreren lander på madrassen, og at hun ikke slår hovedet i jorden.

Udstyr til boulderinghæfte1

  • Crash pad – en transportabel madras, som man kan tage med ud til klipperne
  • Klatresko
  • Kalkpose – ofte har en gruppe klatrere en stor kalkpose stående på jorden til deling, når de bouldrer
  • Børste – en lille børste til at rengøre de små greb
  • Dunjakke – for at opnå bedst friktion mellem fingre og klippe, foregår bouldering ofte i vintertemperaturer, så en varm jakke er et must

Hvor kan man bouldre i Danmark
Mange klatreklubber har en bouldervæg. Der er endda nogle klubber, som er dedikerede boulderklubber og primært har bouldervægge. Det er for eksempel Nørrebro Klatreklub, Roskilde Klatreklub og Odense Boulderklub.

Hvor kan man bouldre på klipper
Der er mange gode boulderområder i hele verden. Disse er nogle af de vigtigste:

  • Fontainbleau – Frankrig
  • Hampi – Indien
  • Magic Wood – Schweiz
  • Hueco Tanks – USA
  • Rocklands – Sydafrika

Man behøver ikke at køre langt for at finde fremragende bouldering, når man bor i Danmark. Både i Kjugekull i Blekinge og i Göteborg er der fine områder. Og på Bornholm er der udviklet mindre boulderområder af høj kvalitet.

92_20110207_213255                                                               Foto: Nis Blaxekjær