Dansk Klatreforbunds uddannelse til Instruktør 2 henvender sig til dig, som har lyst til at kunne undervise på sikringskurser eller andre arrangementer, hvor nybegyndere skal opleve klatring på en sikker måde.
På kurset får du kompetence til at stå for sikkerheden ved f.eks. toprebsarrangementer, og du lærer om, hvordan du kan tilrettelægge inspirerende undervisning i klatring og sikkerhed.
Kurset omhandler ikke abseil eller andre avancerede rebteknikker.
Forhåndskravet er, at du skal være rutineret klatrer. Du skal være fortrolig med både toprebsklatring, føring og sikring af førstemand. I praksis anbefaler Dansk Klatreforbund, at du har klatret intensivt et år eller jævnligt i to år, før du melder dig på Instruktør 2.
Kurset forløber over tre undervisningsgange a 5 timer. Det samlede forløb varer altså ca. 15 timer. Sidste undervisningsgang er der eksamen. Efter bestået eksamen får du tilsendt et eksamensbevis.
De tre undervisningsgange ligger 13. september, 27. september og 1. november.
Emner på kurset
- Sikkerhed ved bouldering
- Sikkerhed ved toprebsklatring
- Sikkerhed ved føring (herunder sikring med Gri-Gri og afbinding af bremsen)
- Forebyggelse og håndtering af risici og ulykker
- Udstyrskendskab
- Pædagogik og grundlæggende klatreteknik
Praktisk
- Som udgangspunkt skal du selv medbringe mad, snacks og en vandflaske.
- Du skal medbringe klatresko, kalk og dit almindelige klatretøj. Det kan også være en god ide at medbringe indendørssko til opvarmning.
- Du skal selv medbringe sele, bremse, HMS-karabin og almindelig skruekarabin
- Reb og Gri-Gri er fællesgrej, men hvert reblag skal have disse ting
Du er velkommen til at kontakte Dansk Klatreforbund eller din egen klub for yderligere information.
Bemærk, at der gælder særlige betingelser for tilmelding, hvis du er medlem af Kolding Klatreklub eller en af de andre klubber, som deltager i Dansk Klatreforbunds udviklingsprojekt. Kontakt Jens Winbladh eller Rune Windfeld (rune@klatreforbund.dk) for yderligere oplysninger.