Nu kan du hjælpe os ved at indrapportere ulykker og næsten-ulykker

Hvis du spørger din mor, er klatring en meget farlig sport (skulle du ikke hellere spille fodbold eller kroket eller noget andet ufarligt). Hvis du spørger en instruktør i Dansk Klatreforbund, er klatring under normale forhold kun farligt, hvis du ikke ved, hvad du laver.

Ideen om, at klatring er farlig, er så indgroet, at medierne ofte fokuserer på “dødsvinklen”, når de skriver om klatring. Som ansat i Dansk Klatreforbund kan jeg være sikker på at blive ringet op af en journalist, når sherpaer bliver fanget i laviner i Nepal, når skiløbere kører udenfor pisterne i Alperne eller når en huleforsker skal reddes ud fra den tyske undergrunds mørke.

Mit svar til journalisterne er som regel et forsøg på at forklare, hvordan moderne klatresport ser ud – den overvejende del af danske klatrere lægger langt størstedelen af deres træningstid i klatreklubbernes trygge miljøer, mange dyrker kun bouldering, og næsten alle opfører sig fornuftigt, når de er ude i den virkelige verden, hvor klipperne kan være løse, og man bliver udsat for både laviner, solskoldninger og billig lokal rødvin (bare for at nævne nogle få af de udfordringer, jeg selv har mødt i bjergene).

Klatring er blevet en meget forskelligartet sport, og danske klatrere er gode til at plukke frit på hylderne med store sportslige udfordringer, naturoplevelser og alt det andet, man kan få ud af klatring. Det betyder også, at det er vanskeligt at sige noget generelt om risikoen ved klatring.
Hvis man bouldrer i klatreklubben, risikerer man naturligvis skulderskader, fingerskader, forstuvede ankler og meget andet, men selv den mest blodtørstige journalist kan næppe præsentere bouldering som en sport for adrenalinjunkies med et dødsønske.
I den anden ende af spektret ligger ekspeditionsklatring til de højeste bjerge i verden. På den slags ture er risikoen naturligvis langt større, og flere danske klatrere har mistet livet på den konto.
Indimellem ligger sportsklatring, traditionel klatring og alpinklatring i europæiske bjergkæder. Alle disse discipliner har kostet liv, og der er jo ikke nogen, som kan betvivle, at det er farligere at klatre udendørs end inde i en klatrehal, hvor sikkerheden i langt højere grad er lagt til rette.

Det er ikke et mål for nogen instruktør eller organisation i verden at fjerne risikoen ved de forskellige former for klatring. Følelsen af at bevæge sig op i miljøer, hvor sikkerheden afgøres af ens egen og makkerens dygtighed, er en vigtig del af mange former for klatring. Problemet opstår, når klatrere løber uønskede risici på grund af mangelfuld uddannelse eller manglende evner. Dansk Klatreforbund står for uddannelse af instruktører og arbejder på at skabe en vidensbase, som medlemmerne kan bruge til at blive endnu bedre til risikovurdering.

Et vigtigt værktøj er viden om ulykker og næsten-ulykker i det danske klatremiljø. Hvis du har været ude for den slags, kan du indrapportere det ved at følge dette link. Du må meget gerne indrapportere hændelser, som ikke er sket for nylig. Al viden er værdifuld.

Vi vil bruge ulykkesrapporterne til statistik og til at skrive artikler om sikkerhed, men vi nævner naturligvis ikke navne på de involverede personer.